“Mit første mål var at kunne gå”
17-årige Elisa har tabt over 60 kg på halvandet år. Undervejs er hun blevet
diagnosticeret med gigt og har fået styr på både sygdommen og sine kost- og motionsvaner. Samtidig er hun begyndt at gå i skole igen.
I dag vejer Elisa 79 kg. Hun er i gang med at tabe sig og beskriver sig selv som ‘en glad pige’. Sådan var det langtfra, da hun for halvandet år siden startede på Dannevirke. Dengang var hun 15 år, vejede 140 kg og havde tilbragt det sidste halve år i sengen med stærke ledsmerter, som lægen tilskrev hendes tiltagende overvægt.
– Da jeg startede på Dannevirke, kunne jeg ikke gå og havde ikke været i skole i et halvt år. Jeg følte mig meget unormal og kunne ikke rigtig forstå, hvordan andre for eksempel bare kunne rejse sig fra en stol uden problemer, siger Elisa.
Hurtigst muligt selvhjulpen
På Dannevirke fik Elisa lagt en nøje tilpasset kost- og motionsplan i samarbejde med sin primærlærer, institutionens køkkenleder og stedfortræderen. Og selvfølgelig skulle hun møde i skole hver dag. Målet var, at hun hurtigst muligt skulle blive selvhjulpen og få en normal dagligdag. Det betød blandt andet, at kørestolen kun måtte bruges ‘ud af huset’, selvom det gav nogle udfordringer i starten. For eksempel kunne Elisa ikke krydse den perlestensbelagte gårdsplads til skolepavillonen ved egen hjælp. I stedet flyttede hele klassen til et undervisningslokale, der ligger få meters gang fra Elisas bogruppe – og så kunne hun komme rundt indenfor ved hjælp af en kontorstol. Samtidig blev Elisa sat til at dyrke motion om eftermiddagen.
I starten kunne hun kun holde til at gå én gang rundt om langbordet i fællesrummet, senere gik hun de ca. femten meter tre gange dagligt. Dannevirke købte også en robust motionscykel, som kunne bære hendes vægt. Og langsomt begyndte hun at opbygge sine muskler igen.
– Jeg hadede det i starten. Det var sindssygt irriterende, at de sagde, jeg skulle gå rundt om bordet. Jeg skilte mig meget ud, og det var også lidt pinligt, at jeg kun kunne sidde på en stol i frikvarterene. Når vi så TV2 Nyhederne om aftenen kunne jeg heller ikke rigtig være med i fællesskabet. Der sad jeg også på en stol for mig selv. For hvis jeg satte mig ned til de andre i sofaen, kunne jeg ikke komme op igen, siger Elisa.
Den rigtige diagnose
Heldigvis viste Elisa sig hurtigt at være i stand til selv at tage ansvar, både for sin genoptræning og sine kostvaner. I starten fik hun portionsanrettede måltider, men gik ret hurtigt over til at styre det selv. Og i dag er hun meget disciplineret.
– Før tænkte jeg, at det ikke gjorde nogen forskel, om jeg spiste en pose chips mere. Der kom alligevel ikke nogen og hjalp mig. Nu har jeg det sådan, at hvis jeg har taget 200 gram på i weekenden, så lader jeg være med at tage kage eller sovs. Jeg tænker hele tiden over, hvor jeg kan spare kalorier, siger Elisa. Resultaterne er da også kommet lynhurtigt. Og så alligevel ikke. I løbet af det første halve år på Dannevirke tabte Elisa 40 kg. Men hun havde stadigvæk smerter i ankler, knæ, albuer og håndled, ja selv i kæben. Lægen kunne ikke forklare det, og i stedet blev det en fysioterapeut og i sidste ende øjenlægen, der ledte Elisa og hendes lærere på rette vej. Det forklarer Elisas primærpædagog, Marianne Burrack.
– Vi talte med en fysioterapeut, som mente, at Elisas problemer måske kunne skyldes børnegigt. Og i danskundervisningen havde Elisa lagt mærke til, at hun havde sløret syn på det ene øje. Øjenlægen fandt ud af, at hun havde regnbuehindebetændelse, som også kan skyldes gigt, forklarer Marianne Burrack.
Derfor fik Elisa gigtmedicin ‘på prøve’, og det gjorde underværker. Smerterne forsvandt, og en længere undersøgelsesrække senere kom diagnosen så fra Odense Universitetshospital.
– Det viste sig, at Elisa havde børnegigt i hele kroppen. Scanningerne viste tydeligt, hvilke led der var angrebet, og det var bare overalt, fortæller Marianne Burrack. Ikke helt uden dårlig samvittighed.
– Hun må jo have haft rigtig mange smerter. På en måde er det måske godt, at vi ikke vidste, at hun havde gigt. For så havde vi nok ikke presset så meget på med hendes motion i starten, siger Marianne Burrack.
På vej mod en normal tilværelse
Selv er Elisa rigtig glad for den hjælp, hun har fået. Også selvom hun både har grædt og bandet højt undervejs. Som for eksempel da hun skulle aflevere først sin kørestol og siden krykkerne til Dannevirkes leder og stedfortræder.
– Jeg synes nok ikke lige, at Charlotte og Cita var de fedeste personer dengang. Men jeg er SÅ glad for det i dag. Hvis de ikke havde gjort det, havde jeg ikke set ud, som jeg gør i dag. Nu har jeg heller ikke den der med, at jeg ikke kan … for det kan jeg godt. Og jeg var aldrig nogen siden kommet så langt, hvis jeg ikke havde gået på Dannevirke, siger Elisa.
I dag kan Elisa gå normalt. Hun er så småt begyndt at cykle og træner både på crosstrainer, romaskine og deltager i den almindelige idrætsundervisning. Hun er stadigvæk ‘stiv’ i leddene, og især fødderne er mærket af hendes sygdomsperiode og mangler styrke. Lige nu er gigten dog helt under kontrol, og Elisa går til tjek hver ottende uge for at holde øje med, at den ikke blusser op igen. Faktisk har hun ikke haft det så godt, siden gigten og overvægten tog styringen over hendes liv for år tilbage.
– Jeg har det megagodt nu. Da jeg startede på Dannevirke var mit første mål at kunne gå. Da jeg så kunne det, ville jeg gerne kunne bevæge mig, som alle andre gør. I dag kan jeg småløbe, og jeg kan sætte mig ned på gulvet og komme op igen. Det er fantastisk, siger Elisa og smiler over hele hovedet.
Og hvad så med fremtiden?
Næste indsatsområde er skolearbejdet. Også her er der meget at indhente. Både fordi Elisa tidligere har været fraværende i lange perioder, men også fordi hun stadig ikke helt tror på egne evner. Hendes nuværende lærere siger ellers samstemmende, at hun både er godt begavet og har vist nogle enorme mentale ressourcer under sit ophold på Dannevirke. Det er trods alt de færreste gigtpatienter, der formår at smide mere end 60 kg på halvandet år.
– Jeg er da også blevet en meget mere glad pige. Jeg tør lave sjov uden hele tiden at tænke, om det nu var forkert. Men jeg er ikke særlig god i skolen. Det er svært at følge med. Og selvom jeg har lavet lektier, kan jeg godt være nervøs, om det nu er rigtigt, forklarer Elisa. Hun har heller ikke umiddelbart nogen planer for fremtiden. Egentlig ville hun gerne arbejde på et plejehjem, men det er nok for fysisk krævende.
– Jeg tror, at jeg skal stoppe på Dannevirke til sommer. Så vil jeg gerne bo i Haderslev og tage en uddannelse. Men jeg ved ikke rigtig, hvad det skal være endnu, siger Elisa.
Læs også:
Dannevirkes sundhedspolitik (folder)
Dannevirkes særlige indsats for overvægtige (folder)
Kort om børnegigt Børnegigt er en såkaldt ”autoimmun sygdom”, hvor der opstår en slags betændelsestilstand i et eller flere led. Betændelsestilstanden skyldes ikke bakterier eller virus i leddene, men at kroppens immunforsvar “misforstår” sin opgave og også går til angreb på kroppens egne celler i leddene.
