Familie

Børne- og ungehjem

Vi tror på, at alle forældre vil deres børn det bedste

Emner

Om Børne- og ungehjemmet

På Dannevirke får børnene nye redskaber til livet.

Vi har alle sammen brug for en fremtid, vi tør tro på. På Dannevirke har vi siden 1993 hjulpet børn og unge med at opnå nødvendige kompetencer, så de kan styre deres liv i en positiv retning.

Dannevirke har et lille og trygt børne- og ungehjem på, hvor vi lægger stor vægt på trivsel, samarbejde og fællesskab. Kun når man trives, tør man løfte hovedet og møde verden. Hos os står ingen udenfor fællesskabet. Vi er et godt børne- og ungehjem for børn og unge – måske et af de bedste børne- og ungehjem i Jylland.

Børne- og ungehjemmet består af fire bo-grupper: Øst, Vest, Nord og Småbørnshuset. De fleste af børnene i den skolepligtige alder går samtidig i skole sammen på Dannevirke Skolen. Andre går i grundskole eller ungdomsuddannelse i Haderslev. De helt små børn går enten i vores egen legestue eller i en kommunal daginstitution i Haderslev.

Fysiske rammer

Dannevirke råder over en række bygninger fordelt på to matrikler, som ligger 200 meter fra hinanden, tæt på skov og strand lidt udenfor Haderslev i Jylland.

På Dannevirkes hovedmatrikel på Færgevej 5 har vi Dannevirke Skolen, tre bo-grupper, idrætshal, boldbaner, stor legeplads, værksteder og administrationen.

På vores anden matrikel på Færgevej 12 har vi vores småbørnshjem og familiebehandling.

Hovedmatriklens bygninger

Dannevirkes hovedmatrikel har fire bygninger, som udover bo-grupperne blandt andet indeholder velindrettede undervisnings- og faglokaler, moderne værksteder, og en idrætshal.

Der er trådløst netværk i alle bygninger. I hver bogruppe er der plads til 12 børn og unge, som bor sammen og går i skole sammen. Dit barn får sit eget værelse, som ligger i forbindelse med den fælles opholdsstue. 

De små bo-grupper er med til at skabe en hjemlig følelse, og samtidig gør Dannevirkes størrelse det muligt både at finde tryghed og sociale udfordringer. 

Læs mere

Hovedbygningen var oprindelig en landsbyskole med historie tilbage til 1920. Den er nu renoveret, og her ligger administrationen, køkkenet og den fælles spisestue. På første sal er der en bo-gruppe for 12 børn og unge, badeværelser, opholdsstue med køkken, spiseafdeling samt hygge- og tv-hjørne.

Bygning 2 er fra 1997. Her er plads til 16 børn og unge. Her er badeværelser, opholdsstue med køkken, spiseafdeling samt hygge- og tv-hjørne.

Bygning 3 er fra 1998. Her har vi den interne skole, der består af et stort fællesrum til morgensamling og andre fællesaktiviteter samt fire store klasselokaler. Det er lyse lokaler med whiteboards og trådløst netværk. De er indrettet med fællesborde i midten og separate arbejdsborde langs væggene til alle elever, så de kan holde koncentrationen.

Bygning 4 er fra 2009. Her ligger vores idrætshal, motionsrum, og topmoderne metal-, motor-, træ-, glas-, sten- og keramikværksteder, et natur- og tekniklokale som også er vores computerrum, og et separat E-sport lokale. På førstesalen er der en bo-gruppe til 12 børn og unge. Her er badeværelser, opholdsstue med køkken, spiseafdeling samt hygge- og tv-hjørne.

Dannevirkes eget uderum har legeplads med klatretårn, gynger og legeredskaber, skak, beachvolley, multibane, bordtennis, E-wall til quizzer og konkurrencer, gokartbane og gokarts, bålhytte med shelter og store grønne græsarealer, hvor der både kan spilles boldspil og slappes af i solen, når den kigger frem.  

Det er vigtigt for os, at børnenes omgivelser altid fremstår ryddelige, vedligeholdte og indbydende. Her skal være rart at være. Det giver nemlig mere lyst til at tage medansvar og behandle tingene og hinanden ordentligt. Derfor sørger vi løbende for at renovere bygninger og lokaler. Når noget går i stykker, bliver det repareret med det samme.

Livet i børne- og ungehjemmet

På Dannevirke vil dit barn møde en hverdag, som er forudsigelig og struktureret. Det er vores erfaring, at det kræver en tryg base, hvis børnene skal have overskud til at fokusere på at lære og på at gå i skole. Det ansvar tager vi på os.

Vi skaber et trygt fællesskab, hvorfra dit barn kan vokse. Hos os bor børnene i små bogrupper og spiser aftensmad sammen med dem, de også går i skole med.

Læs mere

Efter skoletid har hvert barn et 'job' - et dagligdags gøremål, som for eksempel oprydning eller støvsugning. Her lærer dit barn at tage ansvar for sig selv og fællesskabet og opnår færdigheder, som kan bruges, når det flytter for sig selv senere i levet.

Der er knyttet fire pædagoger til hver bogruppe. Det er omsorgsfulde og stabile voksne, som sørger for, at dit barns samvittighed altid er i orden. At alle kommer op til tiden og møder velforberedte i skolen. At der er ryddet op på værelset. At både små og store kommer i seng til tiden og bliver 'nattet' ordentligt.

Det betyder, at der altid kommer to voksne ind for at sige godnat, give et kram, tage en lille snak eller måske læse historie på sengekanten. 

 

En hverdag 

07.00

Barnet vækkes af den voksne, står op og får et bad/bliver vasket og klæder sig på. Sengen redes og værelset ryddes op.  

07.30

Fælles morgenmad

07.50

Tandbørstning og afsted til skole

08.00

Frikvarter

08.15

Morgensamling og morgensang

08.30

Undervisningen begynder. Der er 30 minutters frikvarter i løbet af formiddagen, gerne delt op i 2 frikvarterer, og i det ene er der lidt at spise og drikke. 

11.50

Fælles frokost

12.30

Starter undervisningen igen. Skoledagen slutter med, at læreren skriver næste dags lektier i lektiebøgerne, og sørger for at barnet har de rette bøger og materialer med i skoletasken.

14.00

Barnet hentes af en pædagog og går i sin bogruppe, hvor der enten er fælles eftermiddagsdrik eller omklædning til valgfag.

14.30

Valgfag, motion eller obligatoriske aktiviteter.

15.45

I løbet af eftermiddagen klares "jobbet” og lektierne sammen med de andre børn og de voksne.

18.00

Fælles aftensmad

19.00

Ser alle børn og voksne Nyhederne sammen. Efterfølgende debatteres eller gennemgås aktuelle og relevante indslag fra Nyhederne.

20.00

Aftenaktiviteter og skoletasken gøres klar til næste dag.

20.30

Tilbud om aftendrik inden det er sengetid. Sengetiderne er individuelle mellem kl. 21.00 og 22.30. Begge voksne kommer ind til barnet for at sige godnat, så dagen kan blive afsluttet ordentligt.

Aktiviteter på og udenfor Dannevirke

Fritidsaktiviteter og motion er en vigtig del af hverdagen på Dannevirke. Alle børn og unge dyrker mindst en times motion om dagen. 

På Dannevirke har vi samtidig mulighed for et bredt udbud af kreative aktiviteter, så vi også rammer netop dit barns interesser og behov.

Læs mere
  • Vi har værksteder med metal, motor, træ, glas og keramik
  • Der er mulighed for at svømme, ride, fiske, sejle kajak, lave mad, spille musik, få klaverundervisning, spille fodbold, beachvolley og dyrke mange andre former for idræt på multibanen, i vores hal eller på ved den nærtliggende strand.
  • Vi har kajakker og en følgebåd, som også kan bruges til at fiske fra. En del af børnene er medlem af foreningen Jensine, der har en stor, historisk træbåd, som tager på togt i weekenderne
  • Flere af børnene har gennem tiden været med i den lokale løbeklub. Nogle har et fritidsjob i lokalområdet. Andre går til spejder, spansk, spring, dans, fodbold, korsang eller benytter nogle af de andre ungdomstilbud i Haderslev Kommune

 

På Dannevirke er vi aktive året rundt, og vi har mulighed for at tilpasse aktiviteterne til både vejret og årstiderne. 

 

Om vinteren bruger vi vores sportshal og motionsrum eller kører til svømme- eller skøjtehal. Vi tager også i biografen, ud at bowle, på kunstudstillinger og laver wellness.

 

Om sommeren har børnene mulighed for at tage en dukkert hver dag - altid sammen med en medarbejder. Vi har en strand i nærheden og tager på oplevelsesweekender, hvor vi overnatter i naturen. Vores bålhytte og shelter bliver også brugt flittigt - både til udeliv og almindelig hygge.

 

Tv2-nyhederne om aftenen

Hver aften er timen mellem 19.00–20.00 afsat til enten at se en relevant dokumentar eller at se Tv2 Nyhederne sammen med pædagogerne og de andre børn. Bagefter har vi en fælles samtale og diskussion om nogle af programmets væsentligste indslag. Ind i mellem fortsætter den samtale i den første skoletime dagen efter.

Kost og motion

En del af børnene på Dannevirke har været overvægtige hele deres barndom, og vi ved af erfaring, at det ofte er forbundet med andre sociale problemer, lavt selvværd og manglende tro på egne evner.

Derfor har vi fokus på det sunde liv, kost og daglig motion. 

Læs mere

Det betyder;

  • At dit barn får en sund og varieret kost i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger og de officielle kostråd. 
  • At dit barn dyrker mindst en times daglig motion i gennemsnit. 
  • Alle børn bliver målt og vejet jævnligt. Hvis et barn er under- eller overvægtig, er det en problemstilling, vi tager os af.

Vores mål er forbedre børnenes sundhedstilstand og ikke mindst deres livskvalitet.

En del af Dannevirkes medarbejdere er efteruddannet som kostvejledere eller inden for sport og idræt, og de bakker op og støtter undervejs. Vi ved, at det tager lang tid – ofte år - at ændre kost- og motionsvaner. Men det kan godt lade sig gøre.

 

Weekend og ferie

På Dannevirke følger vi folkeskolernes ferieplan med sommerferie, efterårsferie, juleferie, vinterferie og helligdage. Hver anden weekend er hjemmeweekend, hvor dit barn kan komme på besøg hjemme hos dig

En gang om året tager vi på en skolerejse, oftest indenfor landets grænser til fx Læsø, Nordjylland, Bornholm, Sydsjælland eller Mandø. Det sker også, at vi tager afsted på skitur i Norge/Sverige eller på udelivstur med bjergvandring, mountainbiketure og rafting i Østrig.

Skolerejsen er en del af den almindelige undervisning. Formålet er at give dit barn sociale, fysiske og faglige udfordringer, der svarer til alder og udvikling. Samtidig giver vi dit barn mulighed for at få personlige erfaringer og fælles oplevelser, som det ikke får i den daglige undervisning. Skolerejsen er også en del af vores arbejde med sund livsstil, kost og motion.

Praktiske forhold

Det er en stor beslutning at flytte på Dannevirke, og det kan samtidigt være svært at vurdere, hvad dit barn har brug for under sit ophold. 

Når dit barn flytter ind, får det:
  • En træningsdragt med skolens logo
  • Sovepose og liggeunderlag
  • Skoletaske 
  • En bærbar computer
  • Et penalhus med usb-stik samt blyanter og farver
  • En drikkedunk 
  • En regnemaskine 
  • En dyne og hovedpude. Vi har sengelinned og håndklæder, som dit barn låner.
Barnet skal have disse ting med hjemmefra:
  • Undertøj 
  • 6-8 par strømper
  • 3 par lange bukser
  • Shorts
  • 4 bluser/skjorter
  • 2 sweatshirts/sweaters
  • 4 kortærmede bluser
  • Overtøj til sommerbrug
  • Overtøj til vinterbrug (jakke og skibukser)
  • Hue, handsker, halstørklæde
  • Vintersokker
  • Vinterstøvler
  • Gummistøvler
  • Regnsæt (bukser og jakke)
  • Sportstøj/gymnastiktøj
  • Badetøj til strand og svømmehal
  • Udendørs kondisko
  • Indendørs kondisko
  • Nattøj
  • Badekåbe
  • Toiletgrej

Hjemtransport

Op til ferier og hjemmeweekender tilbyder vi, at hjemkommunen kan købe kørsel. Det betyder, at vi henter og bringer dit barn fra Dannevirke og hjem til dig. Det er med til at skabe tryghed, at vi kan aflevere og hente barnet på dørtrinnet.

Hvis dit barn skal hjem på andre tidspunkter, kan der også laves en særaftale om det, ligesom vi selvfølgelig meget gerne vil hjælpe med at finde bus- og togtider. Bussen ind til Haderslev afgår lige udenfor døren.