Fokus på den gode socialrådgiver: De faglige diskussioner var i centrum, da Dannevirke i samarbejde med UC Syd bød et hold socialrådgiverstuderende indenfor til undervisning og praksisbesøg. Her blev socialrådgivernes arbejde belyst fra forskellige vinkler.
En anbringelse set fra
barnets perspektiv
Som tidligere anbragt er Michelle Christensen taknemmelig for den hjælp, hun har fået. Men hun mener også, at der plads til forbedringer i det sociale system.
Michelle Christensen er dagens anden oplægsholder på Dannevirkes undervisningsdag for socialrådgiverstuderende. Hun er tidligere anbragt på Dannevirke og har sagt ja til invitationen, fordi hun gerne vil give de socialrådgiverstuderende et indblik i, hvordan en anbringelse ser ud fra barnets perspektiv. I dag er hun 24 år og i gang med en kandidatuddannelse i ledelse og forvaltning, og på sigt kunne hun godt tænke sig at bidrage til at ændre især to ting i anbringelsessystemet: Inddragelsen og tempoet i sagsbehandlingen.
– Jeg startede i systemet i 2009, hvor jeg fik bevilget en kontaktperson to gange om ugen, som blandt andet skulle vurdere, om der var krise i familien. Hvilket var lidt spøjst, fordi begge mine ældre brødre var i systemet. Allerede dér føler jeg, at jeg er blevet svigtet. Jeg kan godt blive vred, når jeg læser mine sagsakter igennem. Hvorfor er der ikke nogen af jer, der har gjort noget? spørger Michelle Christensen og kigger rundt på de kommende medlemmer af socialrådgiverstanden. Michelle er vokset op med en psykisk syg mor og en far, der drak. Allerede som lille fik hun ansvar for at købe ind, lave mad og i det hele taget få hjemmet til at fungere. Og når hendes far ikke syntes, hun gjorde det godt nok, slog han.
– Jeg fik mange tæv af min far. Men jeg lærte ikke at sige noget. En dag, jeg var med skolen ude at bade, var der en lærer, der opdagede et meget stort blåt mærke. Det var første gang, der var en voksen, der kiggede på mig og sagde: Du skal have hjælp, fortæller Michelle Christensen. Dengang var hun 11 år. Alligevel skulle hun gå et helt år i uvished, før hun blev anbragt på Dannevirke – hvilket i øvrigt foregik helt uden, at hun blev inddraget. Det er en anden stor anke, hun har imod systemet. Hun har for længst søgt indsigt i sin egen sag, og har i dagens anledning medbragt sin egen mappe med det kommunale papirarbejde.
– Jeg står her med 126 sider, hvilket er cirka halvdelen af min sag. Og for nu at sige det, som det er: Det her er rent L…, siger Michelle Christensen og holder mappen op foran sig. For eksempel indeholder de 126 sider ikke en eneste udtalelse af hende selv. Der var ikke meget inddragelse dengang.
– Det var først, da jeg var til forbesøg på Dannevirke, at jeg fik at vide, at jeg skulle gå her. Da var det allerede besluttet. Uden at jeg blev inddraget. Jeg var allerede indstillet på, at jeg skulle hjemmefra, men jeg blev rasende. Fordi jeg følte mig svigtet, også af mine forældre – de havde jo valgt mig fra, siger Michelle Christensen.
Den svære start på et nyt liv
I dag er Michelle Christensen taknemmelig for anbringelsen på Dannevirke, hvor hun fik mulighed for at skabe sig et helt nyt liv. En ny identitet. Men det var en svær start, for hvem var Michelle, når hun ikke længere havde som altoverskyggende opgave at sørge for sin mor og få hjemmet til at fungere?
– Jeg har smækket med samtlige døre på Dannevirke, og jeg har grædt mig selv i laser. Men de rummede mig. De ville mig. Og jeg fik at vide, at det var okay. Jeg håber – at hvis I får børn som mig – at I sender dem et sted hen som Dannevirke. Jeg skylder de mennesker rigtig meget, siger Michelle og kigger ned mod stedfortræder Cita Staub Christesen og Michelles tidligere lærer Tommy Rasmussen, som sidder bagerst i salen. Michelle Christensen var anbragt på Dannevirke i 4 år og boede siden på Dannevirkes efterværn, imens hun tog sin studentereksamen. Hun er også glad for, at hun efterfølgende fik den nødvendige tid til at tage skridtet helt ud af systemet – hvilket for hende var et stort skridt. Blandt andet fik hun bevilget psykologsamtaler i overgangsfasen, inden hun søgte ind på universitetet.
Vis barnet respekt
Undervejs har alting dog ikke været lige let, blandt andet har samarbejdet med hjemkommunen båret præg af for mange sagsbehandlerskift. Også på det punkt har hun følt sig ladt i stikken og har en indtrængende opfordring til de socialrådgiverstuderende i salen.
– Da jeg fik den femte sagsbehandler, begyndte jeg at græde. Så skulle jeg igen mødes med en helt fremmed person, som allerede første dag indrømmede, at hun ikke havde læst min sagsmappe. Jeg tænkte bare: Rend mig! I er vores livsnerve, og så er jeg ligeglad med stress og med barsel. Når I skifter job, så vis barnet den respekt, at I afslutter ordentligt. Det skylder I. Fortæl, at barnet ikke er problemet, men I skal bare noget andet, siger Michelle Christensen.
Tre gode råd
Rundt om i salen bliver der lyttet intenst, imens Michelle Christensens taler. Og hendes oplæg afføder en række spørgsmål.
– Hvordan har det været at være anbragt sammen med andre børn? vil en af de socialrådgiverstuderende gerne vide.
– Det har været fantastisk. Og lærerigt. Vi lærer jo af andre mennesker, og vi lærer at rumme andre mennesker. Til tider har min tålmodighed måske været sat på prøve, men jeg blev skærmet fra de andres konflikter. Og når jeg møder nogle af de gamle fra Dannevirke, stopper vi altid op og drikker en kop kaffe, fordi vi er nysgerrige på hinandens liv. Men det er stadig tabubelagt at være på et anbringelsessted. Det er et problem. Vi er nødt til at fjerne skammen, mener Michelle Christensen.
– Hvordan gør man det? lyder det opfølgende spørgsmål fra salen.
– Dialogbaseret. Du er nødt til at sige tingene præcis, som de er. Husk på, at når du er barn i systemet, har du en fornemmelse af, at du er et problem, forklarer Michelle Christensen.
– Kan du give tre gode råd til os som socialrådgivere? spørger en af de studerende. Det første råd kommer hurtigt og uden betænkningstid.
– For det første: Se barnet i øjenhøjde. Lad være med at komme med løfter om, at nu bliver det hele meget bedre. Vi tror ikke på jer. Vi stoler ikke på jer. Men fortæl os, at I er der, siger Michelle Christensen.
– Og så skal I altid huske familien og konteksten. Det duer ikke, at barnet kommer tilbage til en familie, hvor intet har ændret sig, siger Michelle Christensen.
Tillid og tilgivelse
Hendes egne forældre har aldrig fået hjælp fra systemet. Som 18-årig tog hun selv et opgør med sin far og sagde, at han skulle stoppe med at drikke, ellers ville han aldrig se hende igen. I dag har hun tilgivet ham – det har hun selv haft brug for – men hun taler kun sjældent med sin mor. Og en ting er sikkert.
– Mine forældre kommer aldrig til at være alene med mine børn. Jeg har ikke tillid til dem, siger Michelle Christensen. Der er helt stille i salen, og flere af de studerende sidder med tårer i øjenkrogen, imens de lytter. Det tredje og sidste råd kommer med aftryk og et mindre pænt sprogbrug. Der ligger opsparede frustrationer bag.
– Og husk så de fu….. papirer! Udfyld dem, så jeg også forstår dem. Jeg er en af de få, der har søgt indsigt. Men de skal altid skrives, så barnet også kan bruge dem til noget, slutter Michelle Christensen.
