“Nogle af dem kan godt blive mekanikere”
På Dannevirkes metalværksted lærer de unge at tjekke olie, skifte tændrør og lappe en cykel. Samtidig lærer de at tage ansvar og får forståelse for, at skolen også er vigtig.
Klokken er ved at nærme sig aftensmadstid, men det summer stadig af aktivitet i Dannevirkes metalværksted. To drenge er ved at samle en cykel, mens en anden forgæves forsøger at starte den ene af Dannevirkes knallerter.
– Har du renset tændrørene? spørger værkstedslærer Jens Callesen og går hen for at hjælpe. Lige nu er der seks drenge og en enkelt pige på værkstedsholdet, som mødes to eftermiddage om ugen. Her lærer de blandt andet at reparere og vedligeholde institutionens gokart og tre knallerter. Samtidig får de også et vist ansvar. For eksempel er det værkstedsholdet, der sørger for at samle de cykler, som alle nye på Dannevirke får i ‘startpakke’.
– Mange af vores børn og unge kommer til at få jobs, hvor de skal bruge deres hænder. Her får de et ansvar og en oplevelse af mestring. Det er en lille sejr og et lille skridt i den rigtige retning, hver gang de oplever, at der er noget, de kan, siger Jens Callesen.
Der er meget at lære
Men det kommer ikke af sig selv. Da Jens Callesen for år tilbage startede både træ- og metalværkstedet op, havde han tænkt sig at starte med at bygge fuglekasser. Men de fleste børn havde aldrig haft hverken sav, hammer eller søm i hånden før, så i stedet fandt han en stor træstamme til at banke søm i, og holdet endte med at save 50 lægter i småstykker. Siden har han bygget på og har opbygget en undervisning, hvor de nye bliver hurtigt sluset ind i fællesskabet. Her lærer alle at tage ansvar for de daglige gøremål.
– Det er vel det, man i gamle dage kaldte involveringspædagogik. En stor del af vores børn og unge kommer fra hjem uden struktur. Vi får unge på 15 år, der ikke har lært at spise med kniv og gaffel – måske fordi far spiser aftensmad foran fjernsynet, mens mor sidder i den anden ende af stuen og ryger. Her gør vi alting sammen, forklarer Jens Callesen.
Det gælder lige fra at vaske op, tage juletræet ned og til at skifte pærer og hænge hylder op. Og på værkstedet fylder Jens Callesen samtidig lidt teori på.
– En stor del af vores børn har skolefobi. Men på værkstedet lærer de at tjekke olie, skifte tændrør og lappe en cykel, uden at det virker som skole. De vil jo gerne lære en hel masse, når de har målet lige foran sig og kan arbejde løsningsorienteret. Og vi bliver jo nødt til at læse manualen for at kunne samle cyklen, siger Jens Callesen og smiler indforstået.
Værkstedet er et skridt på vejen
Ofte samarbejder Jens Callesen også med dansk- og matematiklærerne, så for eksempel instruktionsbøger til knallerter bliver inddraget i den boglige undervisning. Og der er altid et tæt samarbejde med det enkelte barns primærlærer, uddannelsesvejlederen og de andre voksne omkring barn. Det handler i høj grad om at få hver enkelt til at sætte mål for sit eget liv.
– Nogle af dem kan godt blive mekanikere, og hos os får de en forståelse for, at de også skal hænge i med det skolemæssige. Lige nu er en af vores gamle drenge ved at uddanne sig til elektriker, vi har et par stykker på teknisk skole, og for en måned siden kom en af de andre gamle drenge forbi og fortalte, at han var ved at uddanne sig til lastvognsmekaniker, siger Jens Callesen.
Klar til fyraften og næste time
Tilbage i værkstedet er det ved at være fyraften. To af drengene har været ude at køre i gokarten, men nu er den gået i stå.
– Konrad, kan du ikke lige tage ved her, siger Jens Callesen og hjælper selv med at skubbe gokarten tilbage i værkstedet. Han peger ned foran. Der mangler en skrue.
– Så er det jo klart, at den ikke kan køre, siger Jens Callesen, imens drengene nikker indforstået og skubber maskinen på plads. Klar til næste værkstedstime, hvor den første opgave giver sig selv.
