Mønsterbryder: “Du kan godt blive til noget, selvom du har det svært”
Sidi har kæmpet hårdt for at bryde med sin opvækst og har aldrig oplevet, at tingene kom af sig selv. Men derfor kan man jo godt have ambitioner med sit liv, mener den 20-årige handelsskoleelev.
– Jeg blev meget hurtigt voksen, siger Sidikatu Lawal. Det er det første, der falder den i dag 20-årige handelsskoleelev ind, når hun skal beskrive sin opvækst. I skolen gik det ikke ret godt. Allerede i de små klasser tilbragte Sidi mange af dansktimerne i støttecenteret, og derhjemme kæmpede hun for at holde facaden. Hendes mor var helt alene med børnene og havde det med Sidis ord ‘rigtig svært’.
– Jeg kan huske, at jeg tog meget ansvar og sørgede for, at min tvillingesøster og mig kom i skole.
Jeg gjorde også rent afsindig mange gange. Det gav mig ro og en vis form for tryghed. Og når der var venner på besøg, så var der ingen, der fik mistanke om, hvor svært vi havde det, forklarer Sidi. Kun klasselæreren vidste, at hjemmet haltede. Og hun var med til at sørge for, at Sidi som 12-årig blev anbragt på Dannevirke sammen med sin søster.
Fokus på skolen
På Dannevirke fik Sidi pludselig overskud til at indhente det tabte skolearbejde, og i den første periode begravede hun sig næsten manisk i bøgerne.
– Jeg lavede lektier konstant. På Dannevirke fik jeg virkelig hjælp, også efter skole, og jeg knoklede for at følge med. Jeg kan huske, at jeg i slutningen af skoleåret fik en matematikbog fra 6. klasse. Altså mit eget klassetrin. Det var rigtig stort, fortæller Sidi. På det tidspunkt bad lærerne hende faktisk om at slappe af med lektierne og dyrke det sociale fællesskab i stedet. Men det var sværere. Sidi havde et meget tæt bånd til sin søster og havde svært ved at rumme de andre elever. Psykologen talte Sidi stort set ikke til i det første halvandet år.
– Jeg synes ikke, at jeg havde noget at fortælle. Inderst inde vidste jeg godt, at det bare var en facade, men jeg ville helst lade som om, at jeg ikke havde nogen problemer. Jeg var også meget perfektionistisk. For eksempel gik jeg rigtig, rigtig meget op i mit tøj, og jeg ville kun gå i babyblåt, som var min yndlingsfarve dengang. Det var i det hele taget vigtigt for mig, at alt var planlagt ned til mindste detalje, siger Sidi.
Tillid til verden
Det endelige brud med hjemmet kom, da Sidi som 13-årig var hjemme på weekend. Hun kan ikke længere huske årsagen til konflikten. Kun at der blev ringet til Dannevirkes vagttelefon – ‘livlinen’ som Sidi kalder den – og et par timer senere sad hun på McDonald’s med Allan. Han var den af lærerne, hun var mest tryg ved. Og det blev ham, hun senere betroede sig til.
– Jeg var vant til at se det værste og stolede ikke på folk. Men med Allan følte jeg mig tryg. Ham kunne jeg snakke med. Vi spillede en del fodbold og tilbragte en masse timer med at bygge et kæmpestort bur til min kanin, fortæller Sidi. De næste hjemmeweekender tilbragte hun hos Allan og hans kone og deres to piger i Kolding, hvor hun senere kom i familiepleje og har boet lige siden. Og efter et stykke tid lod hun endelig paraderne falde og begyndte at få tillid til både psykologen og de andre på Dannevirke.
Planer for fremtiden
I dag er Sidi blevet meget mere åben og har let ved at snakke med alle. Hun har fundet sin drømmelæreplads i tøjbutikken Queen, hvor hun trives rigtig godt. På handelsskolen er hun kendt som en humørspreder. Hun er supporter for nye studerende, og sidste år bad skolen hende ligefrem om at tale på en stor konference om, hvordan ungdomsuddannelser kan mindske de studerendes fravær. Fremtiden har hun også styr på. Om halvandet år er hun færdiguddannet og er allerede nu i gang med at lægge planer for, hvordan hun også fremadrettet vil dygtiggøre sig inden for sit fag. Og jo, hun har både ambitioner og et vist behov for kontrol.
– Når jeg gør noget, skal det være gennemført. For eksempel terper jeg altid vildt meget op til eksamener og ender med at være fuldstændig udmattet, inden jeg går ind – og så kommer jeg ud med 10 og 12 alligevel. Måske skulle jeg slappe mere af. Men du er bare nødt til at tage ansvar for dit eget liv og have ambitioner. Det kommer ikke af sig selv. Men selvom du har det svært, kan du godt blive til noget, mener Sidi.
“Dynamoen for at bryde den sociale arv er først og fremmest relationer til personer – for eksempel en pædagog, lærer eller en anden voksen, der betyder noget særligt for den enkelte. Hvor den pågældende også oplever selvbestemmelse samt at være aktør i sit eget liv – ikke bare et objekt for en eller anden social indsats.”
